Yoga er fantastisk motion til stressforebyggelse, da yoga giver styrke, ro, balance og øget kropsbevidsthed. Når du er i god kontakt med din krop, er det nemmere at mærke, hvad der er godt eller skidt for dig, du bliver bedre til at lytte til din egen indre stemme/dig selv, og lader dig ikke præge så meget af, hvad andre siger og mener. Yoga giver velvære, glæde, overskud, indre ro og livskvalitet!
Jeg underviser i Mindful yoga, som er en blanding mellem hatha-, vinyasa-, anusara- og astanga-yoga. Øvelserne styrker og gør kroppen smidig samt styrker balancen. Jeg går roligt frem med øvelserne og tager udgangspunkt i mine kursisters niveau og behov. Jeg elsker at skabe fornemmelsen af flow mellem åndedræt og bevægelse. Gennem træning og fordybelse af en række af serier, oplever mine kursister flere af øvelserne som mediterende yoga. Mine timer består af åndedrætsøvelser, yogaøvelser, meditation og afspænding. Jeg gør meget ud af at vejlede den enkelte kursist til at udføre øvelserne korrekt ud fra den enkeltes fysik.
Min baggrund Jeg har bevæget mig i gymnastikkens verden siden jeg var 3 år, og i 15 år har jeg undervist i gymnastik. I 2002 begyndte jeg at lave yoga, og det var en øjenåbnende oplevelse for mig at bevæge mig uden musik, men i takt med mit åndedræt. Det var kærlighed ved første øjeblik – som om min krop fandt hjem! For mig er yoga en vej til glæde, ro, velvære, styrke, koncentration og mod! Jeg elsker at undervise i yoga og lege med kroppens balance.